| Vedrørende Lyngbyvej 165-167 (sagsnr. 410007-20)
Kære Allan Graversen
Tak for dit brev af 14. september 2009, hvor du har bedt borgmester Klaus Bondam oplyse hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen vil håndtere forskellige problemer omkring etableringen af en ny Nettobutik på Lyngbyvej 165-167.
Klaus Bondam har bedt forvaltningen svare på dine spørgsmål og følgende er forhåbentlig fyldestgørende.
Tilkørselsforholdene til Netto
Kan borgmesteren oplyse, hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen vil sikre, at der alene sker varetilkørsel via Teglstrupvej?
Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke anvist særlige tilkørselsrestriktioner, blot givet tilladelse til det ansøgte i byggeandragendet. Ifølge kommuneplanen af 30 maj, 2006 er området udlagt til boliger og serviceerhverv, så Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke hjemmel til at forbyde visse køretøjers færdsel på Teglstrupvej.
Skiltning
Kan borgmesteren oplyse, hvilke tiltag Teknik- og Miljøforvaltningen påtænker, således at skiltningen sker i overensstemmelse med byggetilladelsen?
Opsætningen af skiltning er reguleret i byggetilladelsens stk. 4, hvor det fremgår, at "tagudhæng samt lignende bygningsdele med fast konstruktion, hvis underkant er hævet min. 2,8 m over terræn, kan udføres indtil 1 m fra kørebanekant eller cykelsti…..".
Der kan under henvisning hertil opsættes skiltning i højde af min 2,8 m, selv om grundgrænsen mod vejareal dermed overskrides. Forvaltningen har derfor ingen bemærkninger til den opsatte skiltning mod Teglstrupvej.
Gennemkørsel over matriklen, Lyngbyvej 165-167
Kan Borgmesteren foranledige, at der gives bygherren pålæg om, at gennemkørsel forhindres (via bom, port el. lign.) udenfor tiden med varetilkørsel?
Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke hjemmel til at pålægge forhindringer for gennemkørsel på en matrikel. Hvis ejeren af matriklen finder det nødvendigt, er det ejerens ansvar at etablere forhindringer.
Overkørselsforhold
Af byggetilladelsen fremgår det, at de endelige overkørselsforhold skal godkendes af Teknik- og Miljøforvaltningen. Vejlauget skal derfor spørge til sagen.
Sagen er ikke meldt færdig endnu men når færdigmeldingen indløber til Teknik- og Miljøforvaltningen, vil repræsentanter fra forvaltningen foretage en gennemgang på stedet sammen med Bygherren og en repræsentant fra vejlauget - for eksempel dig.
Skader på Privat Fællesvej, herunder fliser og kantstene
Vejlauget anmoder Teknik- og Miljøforvaltningen som vejmyndighed om at påtale overfor bygherre/Netto, at der skal ske udbedring af skader på fliser, kantsten og asfalt, forvoldt af byggeriet og vareindlevering til Netto..
Eventuel udbedring af de nævnte forhold vil indgå i ovennævnte gennemgang, når byggeriet er færdigmeldt.
Vejlauget foreslår at kommunen tager vejlaugets veje tilbage som offentlige veje.
Københavns kommune har aldrig ejet de omtalte veje, men der har været indgået overenskomster mellem Københavns Kommune og private grundejere om vedligeholdelse af private fællesveje. Disse overenskomster er blevet opsagt - de sidste i begyndelsen af dette årti. Derved overgik forpligtelsen til vedligeholdet igen til de berørte grundejere. Københavns Kommune har ingen planer om at overtage Teglstrupvej, Klosterrisvej eller andre tilsvarende lokale veje som offentlige veje.
Vejlauget anmoder om at få oplyst kriterierne for hvornår en vej er offentlig vej contra privat fællesvej?
I bekendtgørelse af lov om private fællesveje (Privatvejsloven), Kapitel 1, §1 og §2 defineres offentlige veje som ”de veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til lov om offentlige veje” og private fællesveje som ”de veje, gader , broer og pladser, der uden at være offentlige, jf. § 1, tjener som færdselsareal for anden ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje”.
Med venlig hilsen
Susanne Waade
|